En to

Jeg har gået og tænkt over noget her de sidste par dage. Det er noget som virker så gennemgående i samfundet på en underlig måde.
Det der kan undre mig lidt, er at man ofte ikke kan lave noget alene. Eller jo det kan man jo godt, men det er lidt en uudskreven regel at man helst skal være to. For eksempel ville jeg rigtig gerne se en musical på seminariet, som nogle af mine venner er med i. Men pga. arbejde kan jeg ikke møde op til forstillingerne om aftenen. Derfor siger Kathrine: "Jamen du kan bare komme fredag morgen klokken 9, hvor ." Og derefter er spørgsmålet med det samme derefter: 'Jamen hvem skal jeg så følges med?' Og hvorfor har både mig og Kathrine den tanke. Der er jo intet galt i at møde op alene - eller er der. For folk ville alligevel kigge, fordi; 'Det jo ikke normalt at man kommer alene til sådan noget.. Har hun ingen venner eller hvad er der galt og så videre'. Og nej det er altså ikke fordi jeg går meget op i hvad folk tænker, men jeg fanger da også mig selv i at tænke det.
Syntes egentlig det er lidt en underlig ide vi har fået der, for hvorfor skulle man ikke kunne gå noget sted hen alene. Folk skulle være så selvstændige og kunne klare alting selv, men man må alligevel ikke møde op til eller deltage i visse ting uden en ved ens side. F.eks. må man jo ikke tage på cafe alene, eller i biografen alene, eller til koncert/stand-up show/teater eller lignende alene.

På den anden side syntes jeg at det er meget underligt når folk tager veninder med til lægen, tandlægen, frisøren og sågar med i skole. Kan til en vis grænse forstå at man vil have en ekstra mening ved frisøren, men ville selv syntes det var undeligt hvis en af mine veninder skulle se på at jeg bliver klippet, og ville ikke selv deltage når en anden skulle klippes. Den eneste gang der er nogen som har været med mig ved frisøren, var i Irland, hvor Houlberg var lidt tvunget. Men det var stadig lidt underligt.
Ved en tattovering er det mere normalt, og sjovt. Havde selv min far med inde ved den første, og Danni var selvfølgelig med da jeg fik den anden i Australien. Men det er også noget som gør ondt og er ret vildt.

Det var bare min undren og filosofering. Og vil fra nu af prøve at lade være med at tænke over om folk er alene, for der sker jo ikke noget ved at være det.